v/Edith Ingerslev Svare

Når kvinder skal undersøges for sygdomme i underlivet gøres det ved en underlivsundersøgelse, også kaldet en gynækologisk undersøgelse. Kvinder (især de unge), der ikke har prøvet det før, er ofte bekymrede – men det er der ikke grund til!

Hvad er det, der skal undersøges?
Jeg ser først efter, hvordan hud og slimhinder ser ud på de ydre kønsorganer. Derefter undersøges slimhinderne i i skeden og på livmodermunden, der ligger oppe i toppen af skeden. Der kan tages prøver ved hjælp af små vatpinde fra skeden og livmodermunden. Derefter føles efter om alt er normalt. Ofte suppleres med en indvendig ultralydsundersøgelse så man kan se livmoderen og æggestokkene.

Hvordan foregår undersøgelsen?
Kvinden lægger sig på et undersøgelsesleje, der er indrettet sådan, at man kan ligge afslappet med benene ud til siden. Jeg kigger først på de udvendige kønsorganer. Hvis der er rødme eller irritation undersøges der også under forstørrelse med en særlig kikkert – det kan man slet ikke mærke og du kan se med på en skærm, hvis du ønsker det. Derefter føres forsigtigt et lille instrument ind i skeden der holder til siden så skeden og livmoderhalsen kan ses. Det kan godt spænde lidt; men det plejer ikke at gøre ondt. Hvis det er nødvendigt kan der tages en vatpindeprøve fra livmodermunden for eksempel til undersøgelse for bakterier eller celleforandringer og det kan man stort set ikke mærke. Derefter tages instrumentet forsigtigt ud igen. Som reglen tager det hele kun 1 minut.

Derefter føles på kvindens underliv både indvendigt og udvendigt: indvendigt med 1-2 fingre i skeden og udvendigt helt nederst på maven. På den måde kan man for eksempel føle, om der er ømhed, for eksempel underlivsbetændelse. Det er også overstået på et øjeblik.

Der gøres også tit en ultralydsskanning. Som reglen er der tale om en indvendig ultralydsundersøgelse, dvs. at skanneren føres op i skeden. På denne måde ses de indvendig kønsorganer nemlig meget tydeligere end, hvis man skanner uden på maven. Du kan selv se med på skærmen. Ved undersøgelse af en pige/kvinde, der er jomfru, skannes dog oftest uden på maven.

Hvad kan jeg gøre for at gøre undersøgelsen så lidt ubehagelig som muligt?
Du skal endelig fortælle det, hvis det er første gang du bliver undersøgt og hvis du er bekymret over situationen.
Tag en god veninde med – eller din mor – så du føler dig mere tryg i situationen.
Tag en lang bluse på der går helt ned på lårene – så føler du dig ikke så nøgen.
Sørg for at tømme blæren godt lige før undersøgelsen – en fuld blære kan trykke ved undersøgelsen.
Sørg for at du ikke har menstruation den dag, du skal undersøges.
Prøv at slappe godt af.  Det er helt naturligt at passe på sig selv og spænde musklerne, når man ligger i sådan en uvant situation. Men det er meget vigtigt at prøve at slappe af for så går hele undersøgelsen meget hurtigere og lettere.

Senest revideret 23.08.2020
Næste revision senest august 2023