Komplikationer tidligt i graviditeten

Oprettet af Edith Ingerslev Svare 26. novemner 2012. Revideres senest december 2015

Faresignaler
Blødning, smerter og senere i graviditeten vandafgang.   Mange gravide oplever blødning i graviditeten. En mindre blødning i begyndelsen af graviditeten er ofte uden betydning, men 1. gang man oplever blødning bør man kontakte læge og blive undersøgt.

En graviditetsprøve, en gynækologisk undersøgelse, og en ultralydskanning vil i de fleste tilfælde kunne afgøre om det drejer sig om en harmløs blødning i en normal graviditet eller om der er tale om en ikke normal graviditet. Hvis det ikke er en normal graviditet kan det enten dreje sig om en spontan abort eller knap så hyppigt en graviditet udenfor livmoderen.

Spontan abort
Spontan abort er noget mange kvinder oplever, den nøjagtige hyppighed kendes ikke, men ca. hver 5. graviditet resulterer i spontan abort.

Årsag
I de fleste tilfælde 60%, skyldes aborten kromosomfejl, ændringer i arvemassen, det er således naturens ”kvalitetskontrol”. Andre mulige årsager til abort kan være: medfødte kromosom forandringer hos moderen eller faderen, lokale forhold i livmoderen, betændelse, alkohol eller stofmisbrug, kronisk medicinsk sygdom hos moderen og rygning. 

Behandling
Hvis man ved ultralydskanning finder en normal graviditet anbefales det at man tager det med ro så længe der er frisk blødning.

I de tilfælde hvor man ved ultralydskanningen ser at kvinden har aborteret fuldstændig er der ingen grund til yderligere. Kvinden vil da oftest få ny menstruation 4-6 uger efter og kan da igen planlægge ny graviditet.

I en del tilfælde kan man ved ultralydskanningen se at aborten ikke er fuldstændig gennemført og man har da flere muligheder: se tiden an og afvente spontant forløb, give medicin så livmoderen trækker sig sammen og tømmer sig eller foretage en udskrabning. Behandlingen afhænger af hvor langt kvinden er henne i graviditeten og hvor meget  restvæv der er i livmoderen.  

Graviditet udenfor livmoderen
Ca. 2 % af alle graviditeter sætter sig fast udenfor livmoderen, oftest i æggelederen.

Årsag
De fleste tilfælde skyldes det tidligere underlivsbetændelser, specielt chlamydia, som medfører at passagen i æggelederne bliver dårlig eller ophæves helt. Andre mulige årsager er: tidligere operationer i bughulen, specielt i underlivet, endometriose, brug af spiral og sterilisation.

Behandling
Hvis den gynækologiske undersøgelse, ultralydskanningen og blodprøven giver mistanke om graviditet udenfor livmoderen er der flere muligheder. Hvis du har ondt i maven vil du blive opereret og man vil fjerne graviditeten, hvorvidt man kan bevare æglederen vurderes ved operationen. Ofte vil en graviditet udenfor livmoderen gå til grunde af sig selv og man kan derfor vælge at følge udviklingen med blodprøver og ultralydskanning. Det kan tage flere uger inden forløbet er afsluttet, men man undgår en operation. Hvis du under et sådant forløb får mavesmerter skal du straks henvende dig til nærmeste skadestue/gynækologiske afdeling og fortælle at du har en graviditet udenfor livmoderen. Du vil da oftest blive opereret.

Der er 3 muligheder efter at diagnosen er stillet, man kan afvente og se om graviditeten går i sig selv, operere eller behandle med medicin.

Når graviditeten er afsluttet vil der komme menstruation 4-6 uger efter. Ved ny graviditet er det en god ide at blive ultralydskannet når du er ca 6 uger henne for at sikre sig at graviditeten sidder i livmoderen.

 Senest revideret 23.8.2020
Næste revision senest september 2023