Af gynækolog Lisbeth Eriksen.

Hvad er blødningsforstyrrelser?
Uregelmæssigheder i menstruationerne forekommer hyppigst de første 5 år efter menstruationens start samt hos kvinder de sidste 5-10 år før overgangsalderen. Hos den sidste gruppe forekommer svigtende ægløsning, og derved svingende hormonproduktion fra æggestokkene. Svingende hormonpåvirkning af livmoderslimhinden kan føre til blødningsforstyrrelser, både pletblødninger op til menstruationen samt kraftige og uregelmæssige menstruationer.

De blødningsforstyrrelser du oplever, kan altså være udtryk for helt normale ændringer som følge af din alder. Udover hormonændringer kan blødningsforstyrrelser hos kvinder i 40erne skyldes en polyp eller en muskelknude i livmoderen. Disse er stort set altid godartede.

Der kan også opstå celleforandringer på livmoderhalsen, dette ses ofte som pletblødninger. Celleforandringer i livmoderslimhinden findes hyppigst hos kvinder over 60 år. Får du blødningsforstyrrelser er der god grund til at blive undersøgt nærmere.

Hvis du er i menopausen bør en blødning fra skeden altid undersøges nærmere uanset blødningens karakter. 

Hvad sker der hos gynækologen?
Der foretages først en almindelig gynækologisk undersøgelse inkl. ultralydskanning. Det kan være nødvendigt at supplere med en vandskanning. Dette foregår ved at et tyndt plastikrør føres ind i livmoderhulen, gennem dette rør sprøjtes der lidt sterilt vand samtidig med at du bliver skannet. Herved bliver polypper og eventuelle muskelknuder synlige. Denne undersøgelse mærker du stort set ikke noget til.

Efter en samlet vurdering af de givne oplysninger og fund ved den gynækologiske undersøgelse kan en vævsprøve fra slimhinden i livmoderhulen blive nødvendig. Denne prøve tages gennem et lille tyndt rør som bliver ført op i livmoderhulheden på samme måde. Prøvetagningen kan give lidt menstruationslignende smerter.

Efter undersøgelsen:

Du kan påregne lidt blødning 1 uges tid efter undersøgelsen. 
Hvis i dagene efter oplever tiltagende smerter eller feber kan det skyldes begyndende underlivsbetændelse. I så fald du bør kontakte klinikken. 
Hvis klinikken har lukket flere dage kan 1813 kontaktes. 
Du vil normalt selv kunne køre hjem efter undersøgelsen og gå på arbejde.

Behandlingsmuligheder:

En del kvinder kommer ikke for at få behandling, men fordi de ønsker at få bekræftet, at der ikke er noget alvorligt galt i deres underliv. Behandlingen afhænger af de fund der gøres ved undersøgelsen. Ofte vil der være tale om medicinsk behandling. 

Cyklokapron:

Er ikke et hormon, men et stof som fremmer blodets evne til at størkne i livmoderen, hvorved blødningen reduceres. Cyklokapron virker hos 40 % af kvinderne og kan reducere blødningsmængden med op til 50%. Man tager Cyklokapron 2 tbl. x 3 dgl. i 3 dage.

P-piller:

Er et effektivt middel til behandling af såvel uregelmæssige blødninger samt kraftige blødninger og kan anvendes helt frem til 50 års alderen, hvis der ikke er disponerende faktorer der taler imod.

Hormonspiral:

Indeholder en lille dosis gestagen. Dette hæmmer slimhinden i livmoderhulen så den ikke vokser. 30 % af de kvinder der får Hormonspiral holder op med at bløde og 80% oplever reduceret blødning. Man kan opleve forbigående pletblødninger i op til ½ år. Ca. 10 % af Mirena brugere får bivirkninger i form af uren hud, brystspænding, flere tilfælde af migræne og humørsvingninger. Disse bivirkninger er ofte forbigående og forsvinder efter nogen uger. Spiralen koster 1250 kr.

Fjernelse af slimhinden i livmoderen (TCER)

Foregår efter henvisning til Hillerød Hospital. Indgrebet foregår fuldbedøvelse og tilbydes kun kvinder der med sikkerhed ikke skal have flere børn.

Gennemlæst og let revideret af Henriette Jensen 01.07.2019. Næste revision Juli 2024.